Vis det fulde website

CleantechWatch

Brændstofleverandør rydder Danmark for PTX-brændsel

Circle K har indgået en aftale om at opkøbe al e-methanol fra det første danske PTX-anlæg af Reintegrate. Endnu ved brændstofleverandøren ikke, præcis hvad brændstoffet skal gå til. Nogen skal tage skridtet, lyder det fra Circle K, som gør Danmark til globalt testland.

Den amerikanske brændstofkæde Circle K har valgt Danmark som testland for PTX-brændsler. | Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix

Ekspeditionen hen imod at kunne tage en køretur på flydende el langs de danske veje kommer nu op i et højere gear.

Danske Reintegrate har således fundet en køber til de første 50 mio. liter e-methanol, som selskabet vil producere.

Aftageren hedder Circle K, og der er tale om en trecifret millioninvestering.

Det oplyser Circle K til EnergiWatch uden at specificere beløbet.

Kontrakten taler ind i den spirende danske Power-to-X-dagsorden. Circle K har sågar udpeget Danmark som første testland for grønne brændsler på globalt plan. Men aftalen kommer også på et tidspunkt, hvor efterspørgslen stadigvæk er til at overskue.

Det erkender Peter Rasmussen, der er direktør for brændstof hos Circle K i Danmark.

"Når vi taler PTX, kan man spørge sig selv, om efterspørgslen eller produktionen skal komme først. Og så kan man stå og vente på hinanden. Hvis ikke vi får forsket, prøvet af og gjort ved, så kommer vi aldrig i gang. Derfor har vi sagt til os selv, at så må vi være med til at skabe den her efterspørgsel, som ikke er der i dag," siger han til EnergiWatch.

Handler om mod

Men hvorfor løbe risikoen, når efterspørgslen ikke er der?

"Der er ingen tvivl om, at der er en risiko. Men jeg er stolt over, at vi tør at gøre det alligevel. Samtidig er vi jo også i gang med at sætte elladestandere op. Det er der også en risiko ved, ligesom der er med det her," siger Peter Rasmussen og tilføjer:

"Vi har kigget på, hvad vi skal bruge det her til. Og som specifikationskravene er i øjeblikket, kan en meget lille del – måske en halv procent – blandes i benzinen. Vi kan også bruge noget til at producere biodiesel med. Men det er da relativt usikkert, hvad vi kan bruge det til. Men hvis ikke man tør, så kommer vi aldrig videre."

Der er med andre ord tale om en kalkuleret risiko, hvis man spørger hos Circle K.

Konkret betyder aftalen, at Reintegrate fra 2022 og over en håndfuld år skal levere omkring 10 mio. liter i form af e-methanol til Circle K om året. E-methanol produceres af strøm fra vindmøller og solceller, der siden omdannes til flydende brændstoffer til transport.

Den grønne strøm kan lagres i brændstoffet, idet det produceres, når der er peaks i elproduktionen. Det øger effektiviteten i forhold til den grønne energi.

Det vigtige er, at vi kommer i gang og får skabt en efterspørgsel.

Peter Rasmussen, brændstofdirektør, Circle K

Skal ikke redde verden

Reintegrates PTX-anlæg bliver det første i Danmark, der kommer op at køre. Ifølge parterne vil produktionen til Circle K skabe CO2-reduktioner på 65.000 ton CO2.

Anlægget efterfølges af den 1,3 GW brintfabrik, som Maersk, Ørsted, DSV, SAS og Københavns Lufthavne vil opføre ved Avedøre Holme. Den ventes dog først fuldt udbygget i 2030.

Peter Rasmussen håber, at læringen fra Circle K's aftale med Reintegrate kan bruges af rækken af store aktører.

"Vi skal nok få brugt den her mængde, så det kommer til at skabe en CO2-besparelse. Det er jo ikke enorme mængder, så det er ikke sådan, at det kommer til at redde verden. Men det vigtige er, at vi kommer i gang og får skabt en efterspørgsel," lyder det.

I første omgang skal e-methanolet iblandes de eksisterende brændstoffer. Formentlig skal de først og fremmest benyttes i den tunge transport, i skibsfarten og måske også i flytrafikken.

"Men på den korte bane har du også den udfordring, at selv med en million elbiler i 2030, vil du have 2,8 millioner biler, der ikke er elbiler. Så hvad gør du med dem. Her kan vi jo prøve at hjælpe med at nedbringe CO2’en frem mod 2050, hvor alle biler sikkert vil være eldrevne," siger Peter Rasmussen og tilføjer:

"Måske kunne det være naturligt at se på, om vi f.eks. ikke skulle arbejde for en model, hvor vi kan blande meget mere methanol i brændstof til den eksisterende bilpark. Og så har vi slet ikke taget fat på det egentlige problem: den tunge transport. Dette kunne hjælpe med at starte en produktion, der vil kunne flyttes over i den tunge transport på sigt."

Savner krav

Peter Rasmussen efterspørger i det hele taget, at der kommer større klarhed om rammerne for de grønne brændsler.

"Vi mener, at hvis man får sat nogle krav til CO2-fortrængning – vi har foreslået 30 pct. for transporten i 2030 – så vil det gøre to ting: Vi vil få noget at løbe efter, og producenterne af disse brændstoffer vil få en bedre business case, som kan få skubbet tingene i gang," siger han.

Reglerne for indeværende år blev bekræftet af regeringen lige før jul sidste år, og fra 2022 er der er ingen klarhed over, hvordan det ser ud med CO2-fortrængningskravet.

"Vi har brug for en køreplan for fortrængningskravet frem til 2030, så der kan investeres i de her ting og produktionen kan etableres. Der er kapital og villighed til at gøre det," mener Circle K-direktøren.

Så er det måske i 2040-2045, at vi udelukkende har det her sammen med vores elladestandere.

Peter Rasmussen, brændstofdirektør, Circle K

Vil fylde tanke med ren flydende el

Når rammerne måtte komme på plads, kan han sagtens forestille sig, at aftalen med Reintegrate kan forlænges ud over de første 50 mio. liter brændstof.

For planerne for flydende el stopper ikke her hos Circle K.

I skriver i en pressemeddelelse, at I har et mål om, at man skal kunne tanke med ren flydende el fra jeres tankstationer. Hvornår skal det ske?

"Noget af det, der er væsentligt, er, at for et lille beløb – måske 25-50 mio. kr. – kan vi rette hele vores netværk i Danmark til, så det kan håndtere det her produkt. Og det spændende er, at det også kan bruges i brændselsceller, som man kan koble til elbiler. Dermed kan du samme sted tanke strøm til et batteri, og du kan tanke flydende strøm – både til brændselsceller og til en forbrændingsmotor," siger Peter Rasmussen.

"Det bliver nok en overgangsløsning, hvor vi tager dele af vores netværk ud, så du kan hente produktet i takt med, at det fossile udfases. Så er det måske i 2040-2045, at vi udelukkende har det her sammen med vores elladestandere. Men det er svært at sige," lyder det også.

Det USA-baserede selskab er aktuelt også engageret i udrulningen af ladestandere over det danske land. I næste måned har virksomheden planlagt en opsætning af 20 ladestandere på 300 kW stykket.

Circle K har en ambition om at mindske udledningen fra sine brændstoffer med 30 pct. i 2030.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Ny europæisk brintkoalition ser dagens lys

Ny aftale er det første skridt ind i vindeventyrets næste epoke 

Danske cleantech-løsninger fortsætter vækststimen 

Tilmeld CleantechWatch gratis nyhedsbrev

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra CleantechWatch

Job

Se flere jobs